Friederikke – Jochimsen & Mortensen
Linjen under overskriften står for den ene af mine fire børns fire bedsteforældre, Friederikke Elisabeth Bevensee Jochimsen (1913-1983), og hendes to forældre, August Jochimsen (1873 – 1941) og Mette Marie Mortensen (1876 – 1959).
På Anetavle for Friederikke Elisabeth Bevensee Jochimsen kan man se de første fem generationer af hendes aner. Friederikkes fars aner er foroven, og hendes mors aner er forneden.
1. August Jochimsen aner
Af de fire oldefædre er Augusts anetavle den mindst omfangsrige. Det ses ikke lige af Friederikkes anetavle, men det tynder ud efter hans tipoldeforældre. Dette skyldes især at alle tipoldeforældrene er født syd for den nuværende grænse hvor kilderne er noget sværere at komme til. På min tur til Sydslesvig med onkel Max i 1971 skulle vi besøge enkelte præstegårde for at se kirkebøgerne, men de er siden blevet mere tilgængelige. Man skal dog fortsat besøge centrale arkiver for at studere de relevante mikrofilm. Med den stigende digitalisering i Tyskland kan man håbe på at man i fremtiden kan se kirkebøgerne hjemme.
Onkel Max fortsatte dog eftersøgningen af Augusts aner sideløbende med hans øvrige slægtsforskning, og efter hans død fik jeg opsporet hans noter på Tønder bibliotek, og de var så venlige at sende mig kopier af dem. Det drejer sig om Jochimsen-grenen som stammer fra Angeln hvoraf en del er vist nedenfor:
Med gul overstregning er vist Böklund/Fahrenstedt og Behrend, to bysamfund lidt nordøst og sydøst for Idstedt. Her stammer Augusts faderlinje fra, og moderlinjen stammer fra Schnaap og Noer længere mod øst ved Eckernförde.
En af kilderne til disse aner er Augusts Chronik der Familie Jochimsen som han skrev over en årrække og som dels fortæller om hans aner og familie, men som også fortæller samtidshistorie og er et vidnesbyrd om hans tanker og værdier. Jeg har renskrevet og oversat den som August Jochimsens Familiekronik.
Historien om familien Jochimsens flytning fra Angeln til Ustrup i Vedsted sogn og deres liv i sognet er beskrevet i Familienchronik. Her bliver også fortalt om Augusts far Asmus som deltog i oprøret i 1848-1851. Han var med til den bitre ende som jeg fortæller om i Oldefars Nytårsaften. Men han nåede hjem til Ustrup igen – på visse betingelser som beskrevet i min bacheloropgave Insurgenten. Asmus gav de slesvig-holstenske følelser videre til sine børn og indirekte til flere af sine efterkommere. Selv føler jeg en stor beundring for Asmus som ung der ville kæmpe for sit ’havomslyngede’ land, og jeg forsøger af bedste evne at belyse aspekter af oprøret som ikke er kendte – eller er blevet skjulte – i Danmark. Således kan man ikke finde en dansk oversættelse af den slesvig-holstenske statsgrundlov fra efteråret 1848 som var blandt de mest fremsynede i Europa på den tid – inspireret som den var af de norske og belgiske forfatninger. Den var i kraft over hele eller dele af hertugdømmerne indtil begyndelsen af 1851.
August var Standesbeamter i Vedsted med opgaver inden for folkeregistrering, og til hans tunge pligter under Første Verdenskrig hørte at underrette de faldnes efterladte. Blandt dem var en fætters søn, Detlef Jochimsen, og en del af hans brevveksling med familien kan læses i Katastrofen.
Augusts mor hed Bevensee til efternavn, og det er en navn som er godt at søge med på Internet. Jeg har med kontakter i USA og Tyskland kunnet supplere de få oplysninger om Bevensee-slægten med et omfattende materiale. Se fx Die Johann Matthias Bevensee Familie und ihre Nachfahren af Kurt Siegfried Bevensee. Kurt er chilener, og han har forsket i familien i årtier. Værket er på tre sprog, idet det udover på tysk er på spansk og engelsk.
Bevensee-slægten er indvandret fra Mecklenburg som møllere og tømrere, og en af stamfædrene bar det smukke efternavn Herzlieb. Inger og jeg har været i Klütz mellem Lübeck og Wismar, og vi kom forbi herregården Oberhof som er nævnt som fødested for en af anerne (sikkert som en del af tjenestefolkene). Det er nu en feriepension tæt på Østersøen.
Asmus hentede sin brud, Friederikke Elisabeth, fra vandmøllen Schnaap ved Eckernförde. Jeg tænker at familien også var slesvig-holstensk, for et minde fra familien er et syskrin som stammer fra linjeskibet Christian VIII som blev sænket af oprørssoldater i 1849. Et metalskilt på skrinet fortæller om oprindelsen og gør det til et trofæ. Se også udkast til min artikel til Skalk 2009:2.
Asmus og Friederikke fik syv børn med August som den yngste. De slog sig alle ned i området. Dorothea (Doris) blev gift i Sdr. Vilstrup syd for Haderslev, og de to ugifte søstre, Marie og Friederikke, boede over for kroen i et hus med den ene bror, Asmus. Den ældste bror, Hans Peter, skulle egentlig arve slægtsgården Østergaard i Ustrup, men han ville hellere have en mindre gård på en del af slægtsgårdens jord, medens den næstældste, Carl Christian, arvede Østergaard. Hans Peter var også Amtsvorsteher für Wittstedt Bezirk, dvs. Vedsted sogn, og det administrative arbejde blev udført i samarbejde med bror August der var Gemeindevorsteher i dele af sognet. Hans Peter var gift med en niece til danskernes store foregangsmand Laurids Skov.
Her er et billede af Asmus og Friederikke med deres børn:
2. Mette Marie Mortensens aner
Mette Marie blev født på gården Slukefter i den vestligste del af landsbyen Vedbøl (Gemeinde Weiböll i tysk tid) i Vedsted sogn. Sognet ligger på den jyske højderyg, og oksevejen eller hærvejen passerede i gammel tid igennem sognet på sin vej fra Nørrejylland til det store toldsted vest for Aabenraa. I vor tid er begrebet blevet reduceret til en sti som man kan følge gennem sognet som en del af Hærvejsstien. Sognets placering på hærvejen betød at det blev hærget adskillige gange under krigene i 1600-tallet. Dette blev der fortalt om i min barndom, men man kan også læse om det i præstehistorien for Vedsted sogn.
Via Gottorperne var der en vis kontakt mellem hertugdømmerne og Sverige, og der skete også en udvandring til Sverige. Det er derfor man finder flere kendte svenskere inden for statistik og historie som hedder Weibull eller Rudbeck (sidstnævnte er også en lokalitet i sognet).
Slukefter var også en kongeligt privilegeret kro, og man havde også tilladelse til at drive ’høkeri’, dvs. købmandshandel. Den første kendte ejer af kroen, Peter Bertelsen, kom fra Sydjylland ved Vejle, og i arkivet har jeg flere dokumenter om ham. Jeg har forsøgt at finde eventuelle efterkommere, men forgæves for hans eneste søn blev lærer i Danmark og har ikke efterladt sig børn. Som enkemand giftede han sig med en enke med tre piger som arvede kroen efter ham. En del af anetavlen som fokuserer på Slukefter ses her.
Den ene af de nævnte tre døtre, Maren, blev gift med Peter Petersen Krog fra nabosognet Hoptrup som netop var kommet hjem fra otte års krigstjeneste for den danske konge. Om hans vise- og dagbog har jeg skrevet i https://jensras.wordpress.com. Hun døde i sin første barselsseng – ligesom barnet – men Peter blev umiddelbart efter gift med storesøsteren, Anna Maria, og de fik en arvtager, Maren, endnu samme år. Den tredje søster, Karen, blev gift med Peters bror.
Peters søster, Anne Cathrine, påbegyndte som 14-årig et skrivehæfte som jeg har renskrevet og kommenteret. Hæftet indeholder mange forskellige emner der spænder fra brevskabeloner til dobbelttydige gåder.
Siden Peter og Anna Maria er Slukefter blevet i familien (op til 1963), og det er flere gange svigersønner som har drevet kroen videre. Der er mange dokumenter fra Slukefter i arkivet under samlebetegnelsen G004. Der er også mange breve og heriblandt mange breve fra Mette Maries far, Peter Petersen Mortensen (PPM). Jeg har skrevet om hans tid på Rødding Højskole hvor han var med til 10-års jubilæet i 1854. Også Marie, hans søster var nogle år senere på Rødding Højskole i en dramatisk tid som beskrevet her.
De fleste breve til og fra PPM findes renskrevet i et samledokument. Originalerne findes naturligvis også i det digitale arkiv så bedre læsere af gotisk håndskrift fremtidigt kan forbedre renskrifterne.
I samledokumentet er Peters breve fra hans tid som soldat i krigen i 1864 hvor han både overlevede Dybbøl og kampen om Als. Han var stærkt dansksindet og overvejede efter krigen at slå sig ned i Danmark for at undgå at blive indkaldt til preussisk krigstjeneste.
PPM kom dog hjem og overtog Slukefter og blev gift med Marie Eline Roos fra området ved Christiansfeld. Hendes familie er velbeskrevet og kan via halvadelige aner på Haderslev næs føres tilbage til fjerne tider og til berømte slægter. Et opslag i www.geni.com giver tusindvis af slægtninge. Vilhelm Michelsen som jeg mødes med regelmæssigt til sport og i min historiske læsegruppe viste sig også at høre til slægten til begges moro.
PPM havde en bror og en søster som begge blev gift og slog sig ned i Nustrup vest for Vedsted. Broderen fik en datter som blev gift ind i Hybschmann-familien som er en gammel sønderjysk slægt som har flere bånd til min far slægt via Nissen-familien.
PPM havde to sønner og Mette Marie, og hans Slukefter blev delt op sådan at krodriften blev udskilt på en grund vest for Slukefter under navnet Slukefter Kro og drevet først af enke og datter, Mette Marie. Landbruget forblev på gården under sønnen Nis, og bygningerne var endnu eksisterende i 1950’erne hvor en af efterkommerne renoverede stuehus og stalde. Købmandsdelen blev også skilt fra og blev varetaget i en ny forretning på den anden side af landevejen af den anden søn, Jørgen.
Både Jørgen og Nis deltog på trods af relativt høj alder som soldater i første verdenskrig, og jeg har et stort antal breve og postkort fra dem. De overlevede begge krigen.
3. August og Mette Marie
Det foreligger en del dokumentation om dette ægtepar i form af den nævnte Chronik der Familie Jochimsen, men også fra den dagbog som August skrev hver dag over en periode på næsten tre årtier, og som findes i familiearkivet. En gennemgang af dagbøgerne i årene omkring første verdenskrig findes i skriftet August Jochimsen – Mellem flertal og mindretal.
At Mette Marie lige skulle falde for en af de få tyskere i sognet synes utænkeligt, og man sagde også til hende at hendes far ville vende sig i sin grav hvis han vidste om parret. Men August var en flot fyr som var uddannet på kontor i Haderslev og med en god fast indtægt. August skriver i sin Chronik at han mødte sin tilkommende ved mejeriet 10-års jubilæum i 1899 (der var også andelsmejerier i Preussen!) og at det var ham ”sofort klar, dass sie wohl die richtige Frau für mich sei.” De blev gift 4. oktober 1901 hvorefter August overtog kroen og udbyggede den med en ekstra etage. Her er et billede af kroen før og efter:
Af dagbog og Chronik kan man forstå at krodriften ikke have Augusts største interesse. Han var mere for skriftlige opgaver og påtog sig den ene opgave efter den anden. De vigtigste opgaver var nok som Gemeindevorsteher (svarende til sognerådsformand) for landsbyerne Vedbøl og Høgelund. Han varetog også folkeregistreringen som i tysk tid var en offentlig opgave – og stadig er det i de sønderjyske sogne som blev indlemmet i Danmark i 1920. Desuden kunne han arbejde mange dage i køkkenhaven. Men så havde han også en stor fritidsinteresse: Jagt! Flere gange om ugen berettes der i dagbogen om jagt (sted, vejr, selskab og udbytte). Han førte også en jagtbog som findes endnu hos min fætter Peter i Ustrup som selv er jæger. I jagtbogen er også opført hvor mange skud han affyrede per jagtdag.
I krodriften har Mette Marie nok stået for det meste ved siden af at passe de efterhånden syv børn sammen med de kvindelige husassistenter (1-2 ifølge folketællingerne i 20’erne).
Efter første verdenskrig mistede August som tysk sine tillidshverv, og på et tidspunkt var han tæt på at sælge kroen til en fremtid som dansk højskole! Mette Marie ville gerne flytte til Tyskland for mange af parrets venner, bl.a. pastor Kühl og familie, var flyttet sydpå. Men August mente at han ligesom et gammelt egetræ ikke kunne flyttes, og med tiden lykkedes det at få kroen på fode igen.
August kom til at lide af Parkinsons sygdom, og han opgiver at skrive dagbog i 1932 fordi hans hånd ryster for meget. Dengang havde man ikke lindrende medicin, og de sidste år var han meget plaget. Da lægen sidste gang var at se til August og give ham morfin, sagde han til Mette Marie: ’Nu har jeg gjort August en sidste vennetjeneste.”
Mette Marie overlevede ham med 18 år, og jeg kan endnu huske hende som en mild, hvidhåret dame som altid var i sort kjole. Hun var tunghør og brugte et gammeldags hørerør af messing som vi skulle lære at tale ned i selvom det føltes akavet for os børn. Ved hendes begravelse stod hendes kiste i den grønne havestue, og hele vejen til kirken var der strøet grønt og blomster, og der var flag langs hele ruten. Det var en smuk afslutning på et dansk-tysk kropars virke i en ellers dansk egn.
4. August og Mette Maries efterslægt
På Efterslægtstavle for August og Mette Marie kan man til højre for hovedpersonerne se deres syv børn. Jeg fortæller i min Familie-kronik i hovedpunkter hvad der er blevet af familien siden, så den fortsætter det faktuelle indhold om familien fra hans Chronik.
I arkivet findes en mængde fotos fra Jochimsen-familien. Men der findes ikke et traditionelt foto med forældrene og alle deres børn. Der var jo også næsten tyve års spredning på børnene, men de har da sikkert været samlet til fødselsdage og højtider.
Bilag 1
Anetavle for Friederikke Elisabeth Bevensee Jochimsen