Nicolai – Rasmussen & Nissen
Linjen under overskriften står for den ene af mine fire børns fire bedsteforældre, Nicolai Rasmussen (1907-1999), og hans to forældre, Lorenz Michelsen Rasmussen (1860 – 1910) og Margrethe Sophie Nissen (1870 – 1962).
På Anetavle for Nicolai Rasmussen kan man se de første fem generationer af hans aner. Nicolais fars aner er foroven, og hans mors aner er forneden.
1. Lorenz Michelsen Rasmussens aner
Den rene mandslinje fra Nicolai via hans far, farfar, etc. er beskrevet af Max Rasch i værket Das Bauerngeschlecht der Rasmussen’s in Soldrup som er oversat og kommenteret i Bondeslægten Rasmussen fra Solderup. Mødrene er der ikke skrevet meget om bortset fra Boletta Maria Detlefsen, Lorenz’ farmor, som var grunden til at Lorenz’ far kunne overtage en større gård i Solderup ved at arve sin moster.
Indtil da havde Rasmussen-familien boet på en mindre gård, og længere tilbage var familien ifølge de tilgængelige kilder på tiggerstadiet. En udvej af fattigdommen var muligheden for at overtage en forladt kolonistejendom i Stemmild. Koloniststederne blev oprettet af den danske konge i 1760’erne for at opdyrke dårlige jorder på den jyske højderyg. Kendt er kolonierne ved Kongenshus vest for Viborg og ved Randbøl vest for Vejle, men også i det tidligere Tønder amt blev der oprettet kolonier som myndighederne søgte besat med tilflyttere fra Sydtyskland (kartoffeltyskere). Vores forfaders koloni er beskrevet i bogen Kolonisterne – kartoffeltyskerne i Gl. Tønder Amt.
Lorenz’ aner har næsten alle kendte danske navne. Dethlefsen er et frisisk navn, men det kendes også på dansk som Ditlevsen. Lorenz’ mor hed Momcke, og det er et ægte frisisk navn. Det er specielt for Lorenz’ mandslinje at man relativt tidligt beholdt Rasmussen-navnet frem for at skifte mellem fx Rasmus Jensen og Jens Rasmussen som det var normalt indtil et stykke ind i 1800-tallet.
Af den håndskrevne stamtavle ser man at alle Nicolais aner på faderens side kommer fra nogle få sogne øst og nord for Solderup og Hostrup sogn. De er også alle sammen bønder. Der er ikke noget galt i at blive i sin hjemstavn og i at fortsætte i forældrenes erhvervsmæssige fodspor; men det er sjældent man kan finde frem til gode historier som man har lyst til at dykke ned i.
Men her kommer Max Rasch os til hjælp. I Bondeslægten Rasmussen fra Solderup har jeg fortalt lidt mere om ham. Han var hele sit liv optaget af lokalhistorie og slægtsforskning, og han skrev et digert værk Brudstykker af Hostrup Sogns historie. Her fortælles om gårdene i området hvoraf de fleste var fæstegårde under herregården Solvig. På et tidspunkt hvor herremanden havde økonomiske problemer, gik en gruppe fæstere sammen og købte i fællesskab deres herregård. Når man altid har fået præsenteret fæstere som en slags slaver for herremanden, åbner denne historie helt nye perspektiver. Selvom ejerskabet blev kort, kunne det være spændende at fordybe sig i denne hændelse.
Fra gården i Solderup har vi nogle originale dokumenter. En oversigt over dem findes i Samlingsdatabasen under nummer G003. I dokument G003x016 kan man se fotos af gården før og under nedrivning omkring 1990.
2. Margrethe Sophie Nissens aner
Sophie blev født i 1870 på øen Barsø (udtales med tryk på ’sø’) i Lillebælt ud for Aabenraa Fjord. Hun blev født på en slægtsgård som havde været i familiens besiddelse i hvert fald siden 1600-tallet. Den første kilde til gården er fra 1627 hvor Christian IV havde fået involveret Danmark nede sydpå i det som senere blev kaldt 30-årskrigen. Da kongens soldater flygtede mod nord væk fra kejserens tropper, plyndrede de civilbefolkningen og nåede også over til Barsø. Efterfølgende skrev øboerne en liste til øvrigheden over de værdier som blev stjålet fra dem i håbet om kompensation. Beskrevet i en artikel af Max Rasch.
Nutildags er der kun få beboere tilbage på Barsø, men tidligere var der et helt samfund på Barsø med skole og mølle, og det var også muligt at finde sig en kone på øen. Det skete for Laue Nissen, men da hustruen døde, fandt han sig en kone fra fastlandet, Anna Cecilie Rasmusdatter, fra Bryndum sogn ved Bramming. Hun kom endda fra kongeriget Danmark og ikke fra Slesvig. Om hende og en af hendes morddømte forfædre har jeg skrevet en lille beretning Dobbeltmorderen.
Barsø var og er en del af Løjt sogn, og indbyggerne på den lille ø har måttet sejle ind til fastlandet når de skulle i kirke, til marked eller hvis de skulle pleje deres kontakter. De var derfor vant til sejlads, og da skibsfarten med basis i Aabenraa udviklede sig voldsomt i slutningen af 1700-tallet og hundrede år frem, blev skibene i høj grad bemandet med kaptajner og mandskab fra Løjt sogn, og også fra Barsø. Det er også nævnt i Dobbeltmorderen at to af Anna Cecilies børn kom på langfart. Om den ene, Jep Nissen, er der skrevet en hel bog idet hans hustru, Dorothea, var med på en længere sejlads til Kina, op og ned ad Kina-kysten og hjem via Kap Horn. Jep var kaptajn, og Dorothea skrev dagbog på hele turen, og dagbogen er blevet udgivet af Aabenraa Museum under navnet Kaptajnsfrue Dorothea Nissens Dagbøger. Jeg har gennemgået den nøje og kan supplere med faktuelle oplysninger, og jeg har også skrevet en artikel til årbogen for Aabenraa’s lokalhistoriske forening Brev fra Doris og Jep. Der findes megen litteratur om Aabenraa’s søfartshistorie; men Dorotheas dagbog er enestående fordi den beskriver det sociale liv i havnene og livet – og samlivet med Jep – ombord på en bark i slutningen af sejlskibenes glansperiode.
Jep og Dorothea har en levende efterkommer i Hannover, Ingo Mennerich, som vi har fået kontakt med gennem Aabenraa Museum. Det var ham som ejede de nævnte dagbøger, og han har givet os kopi af en dagbog skrevet i Bangkok i 1884-85 af Anna Cecilie Nissen (niece til Jep og datter af Nis Nissen, opkaldt efter sin mormor). Hun blev gift med en kaptajn, Heinrich Buthmann, fra egnen, og sammen boede de nogle år i Bangkok. Dagbogen er kommenteret og illustreret af Ingos mor, Ingrid, med bl.a. gamle opskrifter.
Medens Dorothea og Jep sejlede på Kina-kysten, hørte de om krigen i 1864, og i en avis læste de den 26. september 1864 at ’Tyskerne har huseret på vort kjære Barsø, plantet Fanen der osv. og taget nogle Husfædre med som Fanger og taget Baadene med dem’. Det kunne være interessant at undersøge nærmere om det var en avisand eller om der var realiteter bag!
En af de berømte kaptajnsfamilier fra Løjt, Bruhn’erne, bliver ofte omtalt som ’gode danske mænd’, og derfor var det en fornøjelse at kunne skrive en artikel til førnævnte årbog En sejltur til Barsø under krigen i 1864 om en noget nær skæbnesvanger tur som den preussiske hærledelse og en af Bruhn-sønnerne foretog i august 1864 i skønneste samdrægtighed.
Det var en tid med korte levealdre. Mange børn døde som helt små, og mange kvinder døde i barselsseng, og enkemanden måtte – som Laue – hurtigt gifte sig igen for at få hjælp til at passe en børneflok af måske flere kuld. Både Laue selv og hans to døtre, Sophie og Dorothea, oplevede at miste en datter ved navn Ellen. Om det har jeg skrevet i beretningen Ellens konfirmationsforberedelse.
Sophies mor kom fra en kaptajnsfamilie i Løjt – eller på Løjtland som halvøen ofte kaldes – og hendes morfar, Nis Hansen Schmidt, var også kaptajn på langfart bl.a. til Sydamerika. Det har jeg skrevet om i Dengang Morfars skib gik ned i en orkan. Hans forfædre var nu mest bønder, men en enkelt møller indgår også. Han var møller på Runde Mølle tæt på Kalvø nord for Løjt. Det er et meget idyllisk sted, og der er nu et fint, lille lokalhistorisk museum der drives af lokale ildsjæle.
Fra den seneste ejer af slægtsgården på Barsø, Rasmus Nissen, har vi fået kopier af et antal breve til og fra Barsø, og de ligger alle renskrevet i arkivet på OneDrive. De beskriver det daglige liv, men også den levende interesse i nyheder fra de store have og fra de børn som er flyttet hjemmefra. Desuden har jeg fået kopi af en samling af renskrevne breve til og fra Barsø (G001x001). I samlingen er bl.a. breve fra Dorotheas søster, Helene, som sejlede til Bangkok via London for at møde og blive gift med Jep Jessen Juhler (JJJ) der som kaptajn for den thailandske regering skulle hjælpe med at opbygge den siamesiske handelsflåde. Der er et særligt sødt brev hjem til svigerforældrene fra ham hvor han takker for sin hustru og fortæller om deres lykke. JJJ døde pludseligt i Siam under mystiske omstændigheder, og niecen Anna Cecilie skriver hjem til Helene om dødsfaldet. Det var på den tid hvor de to senere kendte danske erhvervsmænd, H.N. Andersen og A. de Richelieu (sidstnævnte fra Løjt hvor faderen var præst) hhv. gjorde gode forretninger og karriere i den spirende siamesiske orlogsflåde.
Slægtshistorisk er Sophies mormor, Ellen Hohlmann, nok den mest interessante person. Efternavnet lyder fornemt, men det kommer vist fra hendes tipoldefar som var født på en lille mølle ved Sillehoel. Han blev senere kaldt ’æ mand fra æ hul’ eller ’æ hulmand’ og det blev senere fortysket til Hohlmann. Ellens mor, Sophie Dorothea Feddersen (udtales med hårde d’er), stammede fra en kendt slægt i Flensburg med borgmestre, købmænd og rådmænd og med rødder i Niedersachsen, Holstein og Sachsen.
Stamfaderen i Sachsen var Christian Beyer, og ham er der skrevet meget om for han var kansler i Sachsen og en god støtte for Martin Luther i de første, svære år for reformationen. Han var således også fadder for et af Luthers børn. Christian var født i Kleinlangheim i Franken, og vi har besøgt byen og set kirken og den mindeplade som er sat op i kirken (med et idealportræt af ham).
Christian Beyer i kirken i Kleinlangheim
Inger på Christian Beyer Platz i Kleinlangheim, 10-05-2009
Se endvidere https://www.wikiwand.com/en/Christian_Beyer hvor der også er yderligere litteratur.
Fra bekendte i Tyskland fik vi en stamtavle for Christian Beyer der viste at Christians far, Hans Beyer, som var foged i Kleinlangheim var gift med en efterkommer Margaretha af den franske adelsfamilie de Parroye. Sært, men værd at undersøge.
Da vi var i fødebyen, fik vi at vide at en norsk efterkommer for nyligt havde været i byen i samme ærinde som vores, og siden har jeg fundet ud af at en af Christians efterkommere, Johann Möllmann, fra Flensburg udvandrede til Norge, og navnet er stadig velkendt i Trondheim. Der er mange som kan føre deres slægt tilbage til Christian, for en berømthed i familien bliver ikke så nemt glemt, for senere slægtled husker gerne hvordan de stammer fra berømtheden. Forbindelsen har simpelthen større chance for at blive nedskrevet og husket. Inger og jeg har også spist en middag i restauranten i Beyerhof, Christian Beyers gamle byhus, i Wittenberg.
Om slægtsgården på Barsø har vi også en del dokumenter som er oplistet under G001 i Samlingsdatabasen.
3. Lorenz og Sophie
Lorenz Michelsen Rasmussen, min farfar eller Opa som han blev kaldt, arvede en gård i Solderup i Hostrup sogn. I den førnævnte redegørelse om Rasmussen-familien kan man læse om den spegede sag der betød at Lorenz’ far kunne overtage Solderups største gård, medens Lorenz’ onkel som den yngste kunne overtage den hidtidige slægtsgård i Solderup. Samme sted kan man også læse om hvordan familierne Rasmussen, Nissen og Rasch var forbundet gennem tre søskendeægteskaber, og man kan forestille sig at to af brudeparrets søskende ved det første bryllup lærte hinanden at kende og siden giftede sig hvorefter endnu et bryllup førte til et nyt og spirende bekendtskab.
Sophie, min farmor eller Oma, havde otte søskende spredt godt over Schleswig, og der var en rig brevveksling mellem familien på Barsø og børnene på fastlandet. Kommunikationen blev også understøttet af et effektivt postvæsen, for man kan se på brevdato og stempel på modtagested at et brev afsendt den ene dag var fremme næste dag. Hendes søskende, fætre og kusiner og deres efterslægt er beskrevet af hendes fætter, Edward Jessen Juhler, i hans Slægtsoversigt 1 og Slægtsoversigt 2.
Opa døde som 50-årig i 1910 og efterlod Oma som enke med fem børn under 14 år. Hun var enke i 52 år, og jeg husker hende som en mild gammel dame som altid havde sort kjole på. Hun havde pukkelryg og rystede meget på hænderne hvilket ikke afholdt hende fra at sidde med kuglepen og lup og lave ’gjættels’ (Krydsogtværs).
Efter sigende spillede Opa violin til husbehov, men ellers kunne min far ikke fortælle noget om ham, og jeg tænkte desværre aldrig på at udspørge min fars ældre søskende medens de levede.
Der er kun få minder om hjemmet i Solderup. Min far arvede et kobberstik som viser James Watt der betragter dampens kraft i kaminen, og det var han særligt glad for. Desværre bortkom det ved Peters død i 1993, men på internettet findes reproduktioner til salg som her:
Opa gik åbenbart på en skole i Sörup i Angeln i 1876, for vi har en poesibog hvor hans klassekammerater af begge køn har skrevet smukke hilsener til ham. Jeg har ikke kunnet finde ud af hvorfor han skulle gå i skole i Sörup som alligevel lå 60 km fra hjemstavnen.
Opa var dragon i Schleswig i tre år, og efter sigende længtes han meget hjem. Vi har et enkelt brev til forældrene (her i renskrift) fra ham mens han var dragon, og i brevet glæder han sig over at han snart har ’revet’ ét af de tre år af. Hans fætter, Thies, fra den anden Rasmussen-gård i Solderup var også samtidig i Schleswig som soldat.
Opa havde en alvorlig lungelidelse, og vi har et par breve fra ham da han var på kurbad med mudderbade i Bad Schwartau nær Lübeck. Han havde også en fodlidelse som allerede må have generet ham i soldatertiden, for efter sigende sagde befalingsmanden at han gik som ’en stork i salaaet’. Det er muligvis den genetiske oprindelse til mine tre yngste børns fodlidelse, Metatarsus varus, som blev behandlet da de var små, men som nok ikke er blevet bemærket i 1860’erne.
Hans breve er skrevet på tysk som nok er det skriftsprog han har lært i skolen, men jeg ved ikke hvad sprog de talte hjemme i Solderup. Dansk i form af sønderjysk var det mest udbredte sprog på egnen, og det er nok det sprog som er blevet talt mellem naboer. Men hovedparten af de offentlige skrivelser som jeg har i mit arkiv er på tysk. Sproget i Hostrup sogn må have været af en særlig ren eller interessant art, for der blev i 1963 udgivet to bind af Institut for dansk dialektforskning, Hostrup-dansk, og her ses et lille udsnit fra værket som er skannet ind og lagt på internettet i 2010 af University of Virginia:
4. Lorenz og Sophies efterslægt
På Efterslægtstavle for Lorenz og Sophie kan man til højre for hovedpersonerne se deres fem børn. Nedenfor er de markeret med understregning.
Først et billede af de to med alle deres fem børn:
Solderup 1909. Stående: Nicolai på mors arm, Sophie, Mary og Isse. Siddende: Lorenz, Elli og Peter
Da Lorenz døde, solgte Sophie gården i Solderup og flyttede med sine fem børn til et hus i nærliggende Jejsing, ganske tæt på kirkebyen Hostrup hvor hendes søster og svigerinde var gift med hver deres Rasch-broder. Jejsing var dengang stationsby med kort afstand til Tønder som var en vigtig handelsby der også havde gode uddannelsesmuligheder. Sophie og familien flyttede senere til Tønder, og børnene flyttede derfra videre til uddannelse og arbejdspladser
Det ældste barn, Mary Margrethe (1897-1975), fik – så vidt jeg ved – ingen uddannelse ud over grundskolen, og jeg kan se af breve at hun har været indlagt i længere tid. Men jeg har aldrig hørt noget om at hun var indlagt som ung, så jeg tænker at det har været noget man ikke ville tale om, fx psykiske problemer. I min store samling af breve mellem Sophie og hendes børn og mellem børnene indbyrdes vil jeg sikkert kunne finde svaret. Mary holdt senere hus for hendes mor og efterhånden også for den anden ugifte søster, Margrethe Sophie. Hun fik i 1974 en hjerneblødning og mistede sprog og mobilitet. Hun boede nogle år på plejehjem i Sønderborg og døde i 1976.
Peter (1901-1981) fik en akademisk karriere som agronom og læste på universiteterne i København, Kiel og i Prag (i mellemkrigstiden var der en tysksproget polyteknisk læreanstalt i Prag). Hans breve til familien i Tønder og retur har jeg overdraget til Peters søn, Klaus. Peter fik hurtigt arbejde som landbrugskonsulent for den tyske landboforening i Nordslesvig. Man sagde at han kendte hver eneste tysksindet landmand i hele Sønderjylland, og han har hjulpet dem på mange måder. Hans støtte var især nødvendig i 1930’erne hvor specielt det sønderjyske landbrug var udfordret af de hårde tider, og hvor mange gik fallit. Hans arbejde blev anerkendt ved tildeling af Justus von Liebig prisen fra universitetet i Kiel i 1955. Peter blev gift med Maria Magdalene Stehr (Magda) fra Skærbæk, og de fik tre børn, Lorenz Peter, Klaus og Anne Sophie Dorothea. Alle tre blev uddannet i København, og min familie havde megen kontakt med dem, også da de to drenge aftjente deres værnepligt i Københavnsområdet.
De tre søskende voksede op i et hjem hvor der blev talt mere tysk end sønderjysk, men alle kunne korrekt rigsdansk. Moderen var et sprogligt unikum. Hun kunne begynde en sætning på et af sprogene og skifte til et andet sprog undervejs, som det nu passede med emnet eller behovet for at finde den bedste formulering. Børnene havde mulighed for at finde arbejde både nord og syd for grænsen, men det endte for dem alle tre med at blive nord for. Peter og Magda døde i hhv. 1982 og i 1987.
Lorenz Peter blev dyrlæge og drev en dyrlægepraksis hele sit arbejdsliv i Guderup på Als. Han forblev ugift og lod til at nyde sit ungkarleliv med gode venner og kortspil på den lokale kro. Man spiller i øvrigt Skat i det tyske mindretal, og syd for grænsen er der ikke Bridge-opgaver i avisen, men Skat-opgaver. Skat udtales i øvrigt med bagtunge-a som i ’far’.
Klaus gik handelsvejen og læste til HD på Handelshøjskolen i København. Han blev gift med Helga Clausen fra en kendt Broagerfamilie, og de boede nogle år i Halmstad hvor Klaus havde fået arbejde hos Unilever. Senere fik han stilling hos Lego i Billund, og med sin sproglige baggrund avancerede han efterhånden til salgschef for alle de tysktalende lande. De fik tre børn, hvoraf den ældste, Hanne, blev fysioterapeut og fik familie i Grenoble. Hendes mand døde ved en fritidsulykke i alperne for få år siden, men Hanne er blevet boende i Grenoble. Hendes franske mand indvilligede i at bo i Danmark et år for at arbejde og lære sproget, fordi Hanne ønskede at han skulle have forståelse for hendes kultur og sprog når de slog sig ned i Frankrig.
Klaus og Helgas næste datter, Anja, bor i Frederikssund med mand og børn, men jeg har aldrig haft forbindelse med Klaus og Helgas børn, og jeg har derfor ikke kontaktet Anja, selvom vi ofte kommer på det nærliggende Svanholm.
Lillebror Klaus-Peter kom til i 1971. Sidst jeg hørte fra Klaus og Helga, arbejdede han med filmdistribution i München, så man kan sige at børnene er blevet godt spredt. Jeg har ikke registreret noget om børnebørn, men jeg ved at der findes nogle i Frederikssund og i Grenoble.
Peter og Magdas tredje barn, Anne Sophie Dorothea (Annedora), læste teatervidenskab eller noget lignende. Da jeg var lille, lød det i hvert fald som noget meget flyvsk, og det mente resten af familien vist også. Hun blev gift med en af Københavns intellektuelle, Victor Jevan Abrecht, som skrev dramatik og bl.a. oversatte Kafka. Sammen fik de datteren Clea som døde i 2010 – samme år som sin far. Hun efterlod en søn, Malthe Johan, som hun var alene med. Jeg ved ikke hvad hun har haft af arbejde, men hendes navn tonede frem som researcher efter filmen Flamberede Hjerter fra 1986.
Margrethe Sophie (Isse) (1903-1989) læste til lærer efter at have gået på gymnasium i Flensburg og underviste i Sønderjylland på de tyske kommuneskoler bl.a. i Tinglev. Efter 2. Verdenskrig blev de tyske skoler nedlagt, og hun blev fyret og stillet for en tjenestemandsdomstol for unational optræden – eller noget i den retning. Hun blev imidlertid frikendt og blev tilkendt statspension som hun modtog resten af sit liv. Da de tyske skoler igen fik lov til at fungere, blev Isse ansat og sluttede karrieren som vicerektor på den tyske skole i Sønderborg i 1968. Hun markerede sin nye frihed ved at lære at køre bil som 65-årig, fik kørekort i tredje forsøg og købte en VW Automatic. Hun blev aldrig gift, og det var vel valget for den tids lærerinder: Arbejde eller familie. I Sønderborg boede hun først i Voldgade og senere i et rækkehus på Højtoften sammen med sin mor og med søster Mary. Der var en rummelig kælder i rækkehuset, og der var altid hus- og hjerterum til feriegæster. Isse var i mange år leder af Frauenbund, en forening for det tyske mindretals kvinder i Sønderborg. Det var som foreningens formand at hun var med til at etablere Mariaheim som var et ældrekollektiv for foreningens medlemmer. Hun arrangerede udflugter og holdt selv foredrag for de andre beboere som hun kaldte for ’de gammel’. En morgen i 1989 kom hun ikke ud af sin lille lejlighed på Mariaheim, og man kunne kort efter konstatere at hun havde sovet roligt ind i sin seng. Både hun og hendes to søstre blev begravet på Hostrup kirkegård, hvor Lorenz og Sophie også er begravet.
Elli Nicoline (1905-1981) blev også lærer, og havde gået en tid på Seminariet i Tønder. Hun har fortalt at en lærer fra før Genforeningen som ikke var så stiv i dansk læste et digt op om en død helt: ’De lagde ham på hans bare [båre]’, og det kunne Elli og de andre tosprogede finde ud af at værdsætte. Senere i 1923 læste hun på Hugo Gaudigs lærerindeseminarium i Leipzig som stod for avancerede undervisningsmetoder som senere er blevet udmøntet i begreberne gruppearbejde og projektarbejde. Senere kom hun ind i den antroposofiske bevægelse omkring Rudolf Steiner, og det var vist her hun mødte sin senere mand, Joseph Peter Kölmel, fra Rhinlandet. De blev gift i midten af 1930’erne og bosatte sig i Köln og senere Düsseldorf. Jeg har læst en del breve fra Elli til hendes mor og søskende helt fra tiden i Leipzig og til 1947. Elli og Joseph fik min fætter, Jürgen Michael, i 1940, og de første år af krigen havde mor og barn mulighed for at bo hos familien i Sønderborg, men det meste af krigen og den barske efterkrigstid med sult og kulde oplevede de ved Rhinen. De overlevede ved pakker fra Røde Kors og fra familien, og brevene giver en levende beskrivelse af familiens daglige problemer. Peter og jeg har besøgt dem i Düsseldorf i 60’erne, og Peter havde megen kontakt med Michael da han arbejdede i Stuttgart.
Michael blev gift med Helga Brenner fra Sydtyskland, og de slog sig ned i Rielingshausen et stykke nord for Stuttgart. Elli og Joseph flyttede ind i et hus i nærheden, og de nød nærheden til søn og svigerdatter og til de to piger, Inken Christine og Margrethe Sophie (Grit). Nogle år efter Josephs død i 1969 flyttede familien til Danmark, og de boede i Sønderborg, Skovby på Als, Hostrup (i Momcke og Peters aftægtshus ved siden af Hostrup kirke), Gentofte og i Borre på Møn. Undervejs kom Jens Michael Johannes til i 1976. Den unge familie var også stærkt knyttet til Steiner-bevægelsen, og Helga underviste som lærer på en Steiner-skole.
Michael og Helgas tre børn har alle fået efterkommere. Det ældste bor i Canada med sin mand fra Colombia, og de har fået en Sophia. Inken har jeg fået kontakt med i 2020, og vi udveksler familiehistorier og -dokumenter. På internettet kan jeg se at hun har været pastor i den lokale Steiner-trossamfund, Christengemeinschaft. Grit er læge på Filadelfia nerve- og epilepsisygehus i Dianalund. Ellis breve til familien i Tønder og retur har jeg overdraget til de to søstre i marts 2021. Johannes og hans familie bor vist i Holbæk, og Helga blev boende i Borre efter at Michael døde i 2011. Hun lærte i løbet af meget kort tid at tale et meget smukt og korrekt rigsdansk, og en der ikke kendte hende ville tro at hun var dansker fra en egn uden meget stød i udtalen.
Nicolai Rasmussen (1907-1999) var den yngste af de fem børn og blev far til mig og Peter. Han voksede op hos sin mor i Jejsing og senere i Tønder. Han kom i lære hos isenkræmmer M.C.Christiansen i Tønder, og efter endt læretid fik han som flidspræmie et kursus på en dekoratørskole i Berlin fordi han havde vist flair for butiksudsmykning. Han var begejstret medlem af Wandervogel-bevægelsen med klubhus i Süderlügum syd for Tønder på den anden side af landegrænsen. Med Wandervogel-kammeraterne og under ledelse af deres lærer Thielse var de i 1922 på tur til Schwarzwald og Bodensee på et tidspunkt hvor nogle få danske kroner kunne betale togturen dertil. Senere gik Nicolai på handelsskole i Hamburg, og han havde nu mulighed for at søge job i både Danmark og Tyskland.
Mens Nicolai gik på handelsskole, fik han en række breve fra hjemmet i løbet af 1929 som kan ses i denne Renskrift, og som er blevet kommenteret i Breve hjemmefra.
Nicolai fik arbejde i Tønder, Kiel, Aalborg, København og efter krigen fik han arbejde på Danfoss i Nordborg, inden han sluttede karrieren med 21 års ansættelse i ingeniørfirmaet A.C. Knudsen i København. I arkivet har vi udtalelser og ansøgninger som beskriver hans erhvervskarriere.
Nicolai blev gift i en ret sen alder med min mor, Friederikke Elisabeth Bevensee Jochimsen, i 1948, og efter et par år i Sønderborg flyttede de til Gentofte hvor jeg blev født i 1952. Peter blev født i 1949. De boede i lejligheden på Baunegårdsvej 3 i Gentofte indtil deres død i hhv. 1983 og 1999. Jeg vil senere skrive mere indgående om de to, for især fra min far har jeg et stort antal breve og postkort lige fra soldater under 1. Verdenskrig og til breve og tegninger fra hans børnebørn.
Nu kommer et afsnit som lige så godt kunne høre hjemme på siden Slukefter , nemlig afsnittet om Nicolai og Friederikkes efterslægt. Peters børn og børnebørn bliver behandlet her, medens det for mit eget vedkommende primært henvises til siden Særligt om Jens og for mine børns og børnebørns vedkommende til siderne Stensvang og Særligt om Inger for hhv. Anne Mette og for de tre andre børn. På den måde undgås de gentagelser pga. de overlap i efterslægten som er nævnt i den generelle del under siden Slægt og familie.
Peter Rasmussen (1949-1993) har jeg skrevet om i Peters År, og jeg har også en del arkivalia fra ham i mit arkiv. Peter var gift to gange. Med Marianne Dencker fra 1976 til 1992 og med Elsba Olsen fra 1992 og til hans død i i 1993. Med Marianne fik han tre børn. Christine Sophie (1979 – ), Nicolai (1983 – 2017) og Mikkel (1988 – ).
Christine uddannede sig efter skolen som skrædder, og hun har også arbejdet som skrædder bl.a. hos Malene Birger i København. Senere uddannede hun sig som konservator i København. I forbindelse med emnet restaurering af metal, oplevede Christine under en inspektion at opleve Istedløven indefra. Senere lærte hun om møbelrestaurering på Stenebyskolen under Göteborg Universitet i Dals Långed hvor hun boede med sin mand, Jokum Lind Jensen. De har også boet i Økosamfundet Dyssekilde ved Hundested, og inden da boede Christine i en lejlighed i Københavns nordvestkvarter. Christine var ofte en kær gæst hos os i Holme, og vi lærte hende godt at kende. Hun gik på efterskole ved Mørkøv og præsterede at bo på værelse med en ung mor. Samme rummelighed viste hun i lejligheden i København hvor en pige fra Sri Lanka en overgang boede med mand og barn i lejlighedens andet værelse.
Med Jokum som er smedeuddannet og senere kandidat i smedning fra Stenebyskolen har hun to drenge, Frej og Ejgil, og de bor nu i et hus i Fengersfors. De taler alle det smukkeste svensk, og der er ingen udsigt til – eller grund til – at de skulle få lyst til at bo i Danmark igen.
Nicolai var på mange måder et modstykke til Christine. Meget aktiv, meget fysisk og så lignede han sin far en del. Fodbold var han meget optaget af fra helt lille, og han havde et stort talent. Også et stort socialt talent, og han ligefrem tiltrak legekammerater. På ferie her i Holme var dagen fuld af aktivitet, alle søer skulle undersøges med sko og strømper på, penge skulle omsættes øjeblikkeligt, og som konsekvens ligefrem faldt han i søvn om aftenen. Forældrenes skilsmisse og Peters død kort efter slog Nicolai ud af kurs. Han havde svært ved at koncentrere sig om en uddannelse, boede længe hjemme hos sin mor og var afhængig af megen bistand fra hende. En sent erkendt ADHD-lidelse bidrog også til hans problemer. Han nåede dog at opleve en lykkelig tid med Marianne Mærsk fra Holstebro. De flyttede sammen til Idom og havde en god tid inden han døde pludseligt – måske en følge af massiv overvægt. Ved bisættelsen i Holstebro var lokalet dekoreret med et udvalg af Nicolais malerier, et talent som vi ikke havde været bekendt med.
Mikkel har vi ikke haft så meget at gøre med. Han har været noget mere stille end sin storebror og var heller ikke særlig interesseret i skolen. Vi kendte ham efterhånden kun som en der opholdt sig nede i kælderen hos mor Marianne og hendes anden mand, Uffe Kjærulf. Men pludselig sprang han ud som en aktiv gymnasiast, og han scorede topkarakterer og en af de søde piger i klassen. Senere læste han til arkitekt – sikkert inspireret af Uffe som i mange år stod for restaurering og arkitektur på Kronborg og Frederiksborg slot, og som stod for genopbygningen af Slotskirken på Christiansborg efter branden i 1992. Mikkel har nu eget arkitektfirma sammen med sin kæreste Linda Thi Nielsen: https://www.thidencker.dk/
Fra mig selv, Jens Rasmussen (1952 – ), har jeg også gemt mange ting i arkivet. En stor del af min barndom og opvækst er passende beskrevet i Peters År, og så har jeg suppleret med en beskrivelse af mit uddannelsesforløb i Min Uddannelse og af mine ansættelse i Mit Arbejdsliv, begge med mange bilag. Desuden har jeg lavet en oversigt over de artikler som jeg har fået publiceret til en større kreds, Publikationer. En egentlig selvbiografi har jeg ikke tænkt på at lave, men jeg har sammenfattet mine religiøse tanker i et skrift, mine historiske erkendelser i et andet og min leg med matematik i et tredje. Disse skrifter og bilagene ligger alle under siden Særligt om Jens. Jeg har været gift to gange, med hhv. Anne Marie Schmidt (1951 – ) indtil 1980 og med Inger Nygaard Larsen (1954 – ) siden 1983. Om ægteskaberne og om børnene herfra klik på: Stensvang eller Særligt om Inger
5. Opsummering for Lorenz og Sophie
Det som er karakteristisk for disse to personer og deres respektive aner er deres meget nære tilknytning til to egne i Sønderjylland, dels området mellem Tønder, Tinglev og Toftlund, dels Barsø og Løjtland. Man skal langt tilbage i anetavlen for Sophie før der kommer indvandring fra Danmark nord for Kongeåen og fra Flensburg, Sydslesvig og de tyske lande syd for Elben.
Der er ingen forfædre fra byerne (bortset fra Flensburg), og ingen indvandring fra de danske øer. Als er der heller ingen kontakt med, selvom man fra Barsø kan se lige over på Als. Als har også haft en speciel status som meget dansk (bortset fra Sønderborg og hertugbyerne Augustenborg og Nordborg), og religiøst hørte Als længe under Fyns Stift.
Folkesproget og kirkesproget i begge regioner har været sønderjysk, og så har man kunnet betjene sig af tysk over for de offentlige institutioner og ved handel med handelsfolk sydfra. Inden 1830 har der nok ikke været nogen national bevidsthed, men efter den tid synes tysk at have vundet indpas i den skriftlige kommunikation. Det er dog svært – og måske også ligegyldigt – at prøve at konkludere noget om udviklingen i familiens nationale tilhørsforhold over tid, og helt umuligt bliver det hvis man fx vil konkludere noget ud fra sproget i Sophies breve til hendes børn, for hun skrev ofte på tysk hvis barnet boede i Danmark og på dansk til et barn med adresse i Tyskland. For så kunne en værtinde ikke så let få stillet sin nysgerrighed hvis der lå breve fremme. Når børnene skrev hjem til Tønder, brugte de altid den tyske adresse, fx Grosse Strasse, Tondern, for Tønder havde både tyske og danske gadenavne helt frem til 1945.
Det er også svært at konkludere noget om familiens sprog ved at betragte ovenstående to gravsten på Hostrup kirkegård. På Peter og Momkes gravsten fra begyndelsen af 1900-tallet er sproget dansk bortset fra at tysk skrivemåde er brugt for Solderup og Bussholm. På Lorenz og Sophies gravsten er der kun brugt tysk.
Som i resten af landbefolkningen inden det 20. århundrede havde familierne typisk mange børn, men der var også stor dødelighed af spædbørn. Mange mødre døde også ved barsel, og i mange familier havde husfaderen 2-3 hustruer som også måtte tage sig af de foregående hustruers børn. I kirkebøgerne bliver dødfødte børn også indskrevet, men omfanget af aborter kan man nok aldrig få et skøn over. Det er næsten håbløst at forske andre dødsårsager, for de er sjældent angivet, og i så fald ofte som alderdomssvækkelse.